Intern overgang fra vuggestue til børnehave
Det er vigtigt at vi alle har følelsen af at være et fælles hus
Opstarten
Ledelsen beslutter hvilken stue i børnehaven, barnet skal gå på. Her tages der blandt andet højde for, hvor mange børn der er på de forskellige stuer, fordelingen af piger og drenge, alderssammensætning, samt
overvejelser og kendskab til barnet hos vuggestuepersonalet. Når det er meldt ud, hvilken stue et barn skal på, tager personalet fra vuggestuen initiativ til et møde med personalet fra den kommende stue i børnehaven, for at koordinere den gode overgang.
Der skal på dette møde forventningsafstemmes, i forhold til hyppigheden af besøg inden børnehavestart samt hvor ofte man vurderer, at barnet vil have behov for, at en voksen fra vuggestuen følger med. Her tales der også om, hvorvidt nogle dage egner sig bedre til besøg end andre.
På dette møde aftales også hvornår der kan afholdes overleveringsmøde med forældre, så tæt på børnehavestart som muligt.
Barnets forældre får at vide, hvilken stue barnet skal på, en måned før børnehavestart. Det er personalet fra barnets vuggestuegruppe, der giver besked.
Børnehavestart
I den sidste måned op til børnehavestart, begynder barnet at komme på besøg i børnehaven. Det vil være individuelt, hvor hyppigt samt om der er behov for, at der kommer en voksen fra vuggestuen med hver gang
eller nogle af gangene. Vi vil bestræbe os på at besøgene, både giver barnet mulighed for at opleve leg med de andre børn på stuen, frokost, tur ud af huset og samling, så barnet får en helhedsoplevelse af børnehavelivet.
På samme måde, vil personale fra børnehaven og eventuelt et par af børnene fra stuen, besøge barnet i vuggestuen. Dette giver barnet en mulighed for at møde den nye voksne og nye legekammerater, i barnets
trygge base.
Én af de sidste dage i vuggestuen, holder vi afslutning for barnet, hvor forældrene også er velkommen til at deltage. Det foregår til formiddagsmaden fra 8.30 – 9.00, hvor vi spiser sammen, synger farvelsang og giver barnet dets mappe med billeder fra vuggestuetiden. Herefter går en af de voksne med barnet ud og flytter barnets kasse på badeværelset, flytter til det nye garderoberum og flytter billedet fra vuggestuedøren til den nye børnehavestue.
Så vidt det er muligt, vil børnene begynde at sove på madras i vuggestuen den sidste tid, som et led i overgangen til børnehaven. Der vil være en tæt dialog med forældrene omkring barnets behov for middagslur, når barnet starter i børnehaven.
Generelt over året
Det er vigtigt at vi over hele året udnytter den unikke mulighed og styrke vi har i Kildedalen, ved både at have vuggestue og børnehave i samme hus.
Vuggestuen skal derfor aktivt bruge både inde arealer, funktionsrum og legeplads i hele huset, når muligheden byder sig, så vuggestue børnene naturligt indsluses i alle omgivelser.
Omvendt skal børnehavens personale være opmærksom og opsøgende på vuggestuen, ved at besøge dem og byde dem ind til forskellige aktiviteter, når dette er muligt