Læringsmiljøer i Kildedalen
I Kildedalen foregår der læring hele dagen – når vi spiser, når vi er i garderoben, i de planlagte aktiviteter og i den spontane leg.
Læring hele dagen
Mens børnene er i børnehave og vuggestue, foregår der læring og udvikling i en vekslen mellem børneinitieret leg, voksenplanlagte aktiviteter og rutinesituationer.
Børneinitieret leg er leg igangsat af børnene selv. Legen kan være inspireret af de voksne, af de rammer børnene befinder sig i og af børnenes egen hverdag, men vigtigst er det, at legen er styret af børnene selv og der er ikke nødvendigvis andet mål med det, end at lege.
De voksenplanlagte aktiviteter har omdrejningspunkt i personalets pædagogiske og didaktiske overvejelser om et læringsmiljø, der understøtter børnenes kropslige, sociale, emotionelle og kognitive læring og udvikling, altid med udgangspunkt i børnenes perspektiver.
Rutinesituationerne er der hvor den upåagtede faglighed foregår. Ved bleskift, under frokosten, i garderoben og når børnene bliver puttet til middagsluren. Det er rutinesituationer, som foregår på næsten samme måde hver eneste dag, men man må ikke tage fejl af, hvor megen læring, der også bor her. Under frokosten øver børnene sig for eksempel i at vente på tur, skiftes til at lytte til de andre og selv fortælle, mærke mæthed og sult, øse sin egen mad op på tallerkenen og opleve nye sanseindtryk fra mad man ikke har prøvet før. Det og mange andre ting er med i de voksnes overvejelser, når de for eksempel skal planlægge hvilke børn der skal sidde hvor, om der skal være faste pladser, hvordan skal maden præsenteres, hvordan er man med til at skabe en nærværende og hyggelig atmosfære, giver det mening at måltidet startes med en sang eller højtlæsning, eller hvad viser børnene, at de har behov for i dag.
Kildedalen er funktionsopdelt, hvilket betyder, at hvert rum har sit eget tema med tilhørende legetøj og indretning. Vi har blandt andet et motorikrum, et konstruktionsrum, et kreativt rum, et byggerum og en dejlig stor legeplads. Dette giver os mulighed for at skabe differentierede læringsmiljøer, hvor der både er plads til det vilde og det stille i strukturerede og forudsigelige rammer. Her er der rum for både den børneinitierede og den voksenplanlagte leg. Funktionsopdelingen giver ligeledes mulighed for den nærvær og fordybelse, der har allerhøjeste prioritet hos os.